Humlebien har fløjet i 50 år i Frederikshavn // Dec 11, 2014

Børnehaven "Humlebien" er et populært pasningstilbud for Frederikshavns mindste indbyggere. Det har nu "summet" af liv i daginstitutionen i 50 år.


Bag den gul-sorte facade, der matcher navnet, var der fest på dagen den 1. december.

Først med hornmusik og fællessang og siden med kaffe, saft, kagemand, pølser og trylleri ved trylleklovnen Migo. Musikken blev leveret af musikanter fra korpset i Aalborg.

Den runde dag sluttede af med festmiddag for bestyrelse, personale og indbudte fra Frelsens Hær.  

 

En flot 50-årig

Da børnehaven slog dørene op den 1. december 1964, var den blandt de første af en halv snes børnehaver, Frelsens Hær åbnede, i takt med at kvinderne kom på arbejdsmarkedet i 1960'erne.

Dengang var institutionen normeret til 40 børn mod 38 i dag - selvom der reelt er 42 indskrevet.

Navnet "Humlebien" kom til ved 30-års jubilæet. I 1996 fik stedet en ansigtsløftning og fremstår nu som en flot 50-årig.

 

Flyver fortsat

Ligesom Frelsens Hærs børnehaver i København lægges der i Frederikshavn stor vægt på naturoplevelser og friluftsliv. Det vil sige, at det nordjyske nærmiljø med strand og skov udnyttes flittigt, ligesom legepladsen er indrettet som naturlegeplads.

Det siges, at humlebier ikke kan flyve, men at de blot ikke ved det. Og selvom ”Humlebien” i Frederikshavn i dag er Frelsens Hærs eneste børnehave uden for hovedstaden, flyver den også fortsat - endda med samme leder, Karen Leen (nr. to fra vestre), i front gennem mere end 30 år.




 


Kommende arrangementer

d. 17. til 24. Feb 2019

24/7 BØN


d. 23. Feb

NUR


d. 25. Feb

Familiearbejdets dag


d. 01. til 03. Mar 2019

Forvandlet


d. 01. Mar

Kvindernes int. Bededag



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik