Ny Vintage & Redesign butik åbnede i dag i Helsingør // Feb 1, 2019

Med vægt på kvalitet og bæredygtighed åbnede Frelsens Hær i dag den første af en ny type genbrugsbutikker i Helsingør.


Siden Frelsens Hær i 2002 forvandlede Helsingørs hæderkronede tobaksforretning i Bjergegade til genbrugsbutik, er er der røget mange andre ’nydelsesprodukter’ over disken. I dag, 17 år senere på præcis samme dato, er butikken genåbnet i Stjernegade 9B under navnet Vintage & Redesign.

 

Vægt på kvalitet og bæredygtighed

Den nye genbrugsbutik i den nordsjællandske havneby er foreløbigt den eneste af sin art i Danmark, idet varene er et miks af kvalitetsgenbrugstøj, samt mode- og miljørigtige accessoires produceret ved upcycling og redesign.

Blandt andet vil man i den nye butik kunne købe unikke produkter fra Frelsens Hærs eget bæredygtige brand, Salvation Army Redesign CPH. Eksempelvis tøj, tasker og punge, skabt af genbrugsmaterialer.

- Det er blevet meget populært at finde sit tøj i genbrugsbutikker, særligt blandt de unge. Her er der mulighed for at gøre helt unikke fund samtidig med, at man tager højde for miljøet, som optager mange danskere i disse tider, siger butikkens daglige leder, Birthe Lehim Pedersen til Frederiksborg Amts Avis, der i lighed med andre lokale medier dækkede begivenheden.

 

Slagtilbud og gaveposer

Allerede da butikken åbnede klokken 10.00, var der sort af ventende kunder - klar til at indvie den nye nichebutik. Foruden slagtilbud på 25 procent på åbningsdagen ventede der således gratis gaveposer til de første 50 kunder, ligesom der i dagens anledning blev budt på lækre pindemadder til alle.

Blandt de mange gæster og gratulanter var også Frelsens Hærs landsleder og souschef, oberstløjtnant Christina Jeppsson og major Bobby Westmoreland.

 

Den første af mange nye butikker

Med det nye koncept håber Frelsens Hærs genbrugschef Gert Pedersen at kunne skabe en ny niche af genbrugsbutikker, hvor miljø og bæredygtighed får særlig vægt. En tilgang, der også afspejles i indretningen, idet interiøret består af brugte stativer, mannequiner og hylder, der er doneret til Frelsens Hær.

Han beskriver butikken som ’unik’ og fortæller, at det er et taget langt tilløb forud for dagens flotte spring.

- Vi har gennem flere år haft et ønske om at flytte butikken til et bedre lokale, og nu er det lykkedes. Vores plan er, at dette skal være den første af mange butikker med netop dette koncept, siger han.

 

Behov for flere frivillige

Vintage & Redesign i Helsingør ledes af Birthe Lehim Pedersen og 12 frivillige. Flere frivillige er dog velkommen til at melde sig til teamet for at tage imod den nye butiks mange kunder.

Bor man i det nordsjællandske og har tid og lyst til at give en hånd med, afholdes der således frivillighedsmøde mandag den 11. februar klokken 17.30.

 




 


Kommende arrangementer

d. 17. til 24. Feb 2019

24/7 BØN


d. 23. Feb

NUR


d. 25. Feb

Familiearbejdets dag


d. 01. til 03. Mar 2019

Forvandlet


d. 01. Mar

Kvindernes int. Bededag



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik