Porto med tillægsværdi for udsatte i Grønland // Jan 21, 2019

Tele-Post udgiver i år et frimærke med tillægsværdi til fordel for Frelsens Hærs arbejde i Grønland. Præsentationen af frimærket finder sted i dag ved en højtidelighed i korpset i Nuuk. Her vil lederne for Frelsens Hærs arbejde i Grønland, majorerne Helle og Kurt Pedersen, få overrakt et indrammet ark, samt miniark af det unikke frimærke.


Hvert år udgiver POST Greenland et frimærke med en overpris, som ubeskåret går til et godt kulturelt eller socialt formål. I år er det Frelsens Hær i Grønland, som er udset som modtager af den samlede sum fra salget af tillægsværdi-frimærket.

 

Et let valg

Frimærkechef hos Tele-Post, Allan Pertti Frandsen, kalder årets formål for 'et let valg' og glæder sig til på et senere tidspunkt at kunne overrække den samlede tillægsværdi sum fra salget, der forventes at blive sekscifret.

- Da Frelsens Hær yder et kolossalt socialt arbejde i Grønland, og ikke tidligere har modtaget denne tillægsværdisum, var det i sandhed et let valg, siger han.

 

Et ’intimt take’

Kunstneren bag det flotte motiv på tillægsværdi-frimærket er Maria Panínguak’ Kjærulff, der er vokset op i Nuuk og er repræsenteret på både Grønlands Nationalmuseum, Nuuk Kunstmuseum og i Grønlands Selvstyre, ligesom flere af hendes værker har været udstillet i andre lande.

Centralt i frimærkets motiv ses den røde opgående sol med inspiration fra det grønlandske flag, som bringer lys og varme over skikkelserne i billedet. Et sceneri, hun beskriver som et 'intimt take' på hendes oplevelse af Frelsens Hær i Grønland, der blandt andet er baseret på samtaler med en af Hærens frivillige.

- Mit ønske har været at vise et intimt take på Frelsens Hær i Grønland. Med fire personer siddende under lampen omkring et bord, hvor lampen står for Grønland med solen i flaget, og hvor den røde farve også symboliserer Frelsens Hær, forklarer hun.

 

Køb og læs mere online

Man behøver ikke tage til Grønland for at købe tillægsværdi-frimærket. Det kan blot bestilles via Tele-Posts hjemmeside. Her kan man også finde en omtale af udgivelsen på både dansk, grønlandsk, tysk og engelsk i samlerbladet Greenland Collector (januar-nummeret). Adressen er: www.stamps.gl




 


Kommende arrangementer

d. 17. til 24. Feb 2019

24/7 BØN


d. 23. Feb

NUR


d. 25. Feb

Familiearbejdets dag


d. 01. til 03. Mar 2019

Forvandlet


d. 01. Mar

Kvindernes int. Bededag



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik