Brev til alle salvationister og venner af Frelsens Hær fra general André Cox // Sep 1, 2017

Frelsens Hærs verdensleder, general André Cox opmuntrer i et brev alle medlemmer og venner af Frelsens Hær til i bøn og handling at yde hjælp til ofrene for orkanen Harvey i det sydøstlige Texas i USA.


Det har næppe forbigået nogens opmærksomhed, at Texas i disse dage er ramt af en naturkatastrofe. Både nyhedsmedier og internet-feeds har transmitteret informationerne om de ødelæggelser, der har fundet sted. Der er tale om en ekstraordinær situation, ikke blot på grund af dens umiddelbare indflydelse, men også den langstrakte genoprettelse, der ligger foran.

 

Orkanen Harvey ramte Texas sidste lørdag. Siden er 100.000 hjem blevet berørt, og 32.000 mennesker må overnatte i nødherberger. Mindst 33 er døde. Beredskabet foretager dør-til-dør undersøgelser for at finde flere overlevende eller omkomne, et arbejde, der kan tage op til to uger. Harvey, er ganske vist nu nedgraderet til en tropisk storm, men der er fortsat mere regn og yderligere vandstigninger i vente. Dertil kommer de langsigtede følger af katastrofen.

 

Frelsens Hær er altid parat til at møde menneskelige behov uden diskrimination og var således hurtigt på plads. Frelsens Hær i USA er veludrustet og trænet til at reagere hurtigt i nødsituationer og til at indgå i partnerskab med andre organisationer. Som ved andre katastrofer rundt om i verden er Frelsens Hær ikke kun til stede under den aktuelle krise men varigt til stede - for at bistå under den umiddelbare katastrofe og for at hjælp mennesker med at genvinde livet, samt genopbygge deres hjem, virksomheder og lokalsamfund. Sådan var det ved jorskælvet i Sri Lanka og ved tsunamien i Japan - og sådan vil det være i Texas.

 

En særlig styrke ved Frelsens Hær er, at vi er én global familie. Ja, vi er én hær, med én mission og med ét budskab. Men udover det udgør vi en familie, fordi vi er brødre og søstre i Kristus, samt Kristi medarvinger (Rom. 8,16-17), og når én legemsdel lider, lider også alle de andre (1. Kor. 12,26).

Med det udgangspunkt kalder jeg Frelsens Hær til at give respons på to måder.

 

Først og fremmest, hvor end du er og foretager dig - vær med til at bede.

  • Bed for nødhjælpsberedskabet, der fortsat yder hjælp og står i frontlinjen
  • Bed for vore egne nødhjælpsarbejdere i deres indsats og støtte til det øvrige beredskab og lokalbefolkningen, der er berørt af katastrofen
  • Bed for det gode gensidige forhold mellem lokale og nationale myndigheder, samt NGO’er
  • Bed om, at en ånd af generøsitet, hjælpsomhed og omsorg må være fremherskende
  • Bed om sikkerhed for mennesker i forbindelse med regn og oversvømmelse, der endnu er undervejs
  • Bed om, at mennesker må vende sig til Gud som en kilde til håb, når alt omkring dem går tabt
  • Bed om, at alle gode kræfter må forenes i det genopbygningsarbejde og den genoprettelse, der forestår i årene fremover

 

Derudover kalder jeg på handling fra den verdensvide Frelsens Hær.

Vi har nu lanceret en international indsamling til fordel for nødhjælpsindsatsen efter orkanen Harvey. Yderligere information kan findes på adressen www.salvationarmy.org/harvey

 

Enhver af os har mulighed for at give respons på en eller anden måde for at komme vore brødre og søstre i Texas til hjælp. Uanset om du kan give lidt eller meget, vil Gud velsigne det, du giver, samt modtagerne af vor omsorg. Dette vil levendegøre ordene i general John Gowans sang, hvor han skriver:

Gud er ikke ligeglad med sorg og smerte,
ej ufølsom når i ensomhed du går.
Gennem andres kærlighed han når dit hjerte,
og ved deres hjælp fornyet mod du får.

Han forstår…

(Frelsens Hærs sangbog nr. 27).

 

Her er en anledning for os, Guds folk, Frelsens Hær til at sætte handling bag ordene.

Jeg opmuntrer dig til at være med i bøn og handling.

Venlig hilsen

General André Cox




 


Kommende arrangementer

d. 17. til 24. Feb 2019

24/7 BØN


d. 23. Feb

NUR


d. 25. Feb

Familiearbejdets dag


d. 01. til 03. Mar 2019

Forvandlet


d. 01. Mar

Kvindernes int. Bededag



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik