Tribut til general Eva Burrows liv og tjeneste // Mar 23, 2015

Efter meddelelsen om at general Eva Burrows den 20. marts 2015 blev forfremmet til herligheden, har Frelsens Hærs stabschef, kommandør William Roberts, udsendt følgende mindeord om "folkets general" - Frelsens Hærs 13. internationale leder.


Eva Burrows blev født den 15. september 1929 i Newcastle, Australien, som datter af frelsesofficerer. Hun traf beslutningen om at tjene Gud som frelsesofficer, mens hun studerede på Queensland Universitet i Australia. Med engelsk og historie som hovedfag dimitterede hun med en bachelor i maj 1950. Hun blev hun optaget på William Booth Memorial Training College i London og blev udnævnt som officer i 1951.

Eva Burrows første ordre gik til Portsmouth Citadel Corps, i Southampton og Channel Islands Division i det britiske territorium, hvor hun var assisterende officer. Herefter fik hun ordre som undervisningsofficer på Howard Instituttet, en stor missionsstation i det daværende Rhodesia (nu Zimbabwe).

I løbet af sine 14 år på Howard Instituttet blev det især vigtigt for hende at styrke uddannelsen af lærerne på de skoler, Frelsens Hær drev i Zimbabwe. Under sit første hjemlandsophold tog hun således en masteruddannelse i undervisning med tanke på de afrikanske lærere i Zimbabwe.

Da hun vendte tilbage til Howard instituttet, blev hun dets første kvindelige vise-rektor, efterfulgt af en ordre som rektor for Usher Instituttet, en nærtliggende kostskole for piger. Under hendes innovative ledelse fik Usher Instituttet et omdømme som en enestående uddannelsesinstitution.

I 1970 blev Eva Burrows beordret til London, hvor hun virkede i fem år som henholdsvis vise-rektor og siden rektor for the International College for Officers (ICO).

En ordre som leder for Frelsens Hær socialtjeneste i Storbritannien og Nordirland fra 1975 til 1977, bragte hende i tæt kontakt med fattigdommen og undertrykkelsen i de overbefolkede, britiske storbyer, hvilket fik afgørende indflydelse på hendes liv.

Tilpasning til en ny kultur blev nødvendig, da hun i januar 1977 blev territorial leder for Sri Lanka. På mindre end tre år gjorde hun så stort et indtryk i det overvejende buddhistiske land, at The Ceylon Observer skrev om hende: ”Alle beundrer Eva Burrows ynde. Frelsens Hær har en meget pragmatisk og praktisk tilgang til arbejdet, og Eva Burrows er et symbol på Hærens opmærksomhed på de fattige og oversete.”

I december 1979 blev hun leder for Frelsens Hær i Skotland, hvor hun stod i spidsen for tre års inspirerende lederskab. Salvationister i Skotland husker stadig den iver og hengivenhed, hun lagde i opgaverne.

Efter 30-års officerstjeneste fik Eva i oktober 1982 sin første ordre til sit hjemland. Med base i Melbourne tjente hun som territorial leder for Frelsens Hærs territorium i det sydlige Australien. Også her kom hendes innovative og initiativrige ledelsesstil til at præge arbejdet de følgende fire år. Omfanget af hendes indflydelse var så bredt, at premierministeren jævnligt konsulterede hende for råd og vejledning i en række spørgsmål.

I maj 1986 valgte Frelsens Hærs højesteråd Eva Burrows som Frelsens Hærs 13. general. Hun efterfulgte general Jarl Wahlström på posten den 9. juli 1986. Hun var velanset for sin energiske ledelsesstil, sin smittende entusiasme og sin utålmodighed med ineffektivitet. Hun var fokuseret på - og blev et symbol på - enhed. En rolle, hendes brede internationale erfaring så fortrinligt udrustede hende til.

En omstrukturering af Hærens arbejde i Storbritannien var på de tidspunkt et komplekst anliggende, der var blevet gjort tilløb til et utal af gange over mange år. Men med sit karakteristiske mod og beslutsomhed adresserede general Burrows arbejdet lige på og hårdt og afsluttede det.

I den autoriserede biografi, General of God’s Army (Henry Gariepy), gengives forløbet således: ”I den internationale omtale i Hæren blev det beskrevet som ”revolution”, en term benyttet af oberst John Larsson.” ”Med karakteristisk mod,” skrev Larsson, ”har generalen lanceret Hærens mest fundamentale administrative forandring i dens 125-årige historie. Omstrukturereingen af Hærens internationale hovedkvarter og dens britiske territorie var i sandhed revolutionerende og radikal."  

I henhold til Frelsens Hærs regelsæt skulle general Burrows fratræde fra sin post i juli 1991. Men med henvisning til en bestemmelse om, at en general kan få forlænget sin periode som verdensleder, hvis to tredjedele af de aktive kommandører foreslår det i enhed, blev general Burrows anmodet om at overveje at fortsætte på posten i yderligere to år, hvilket hun accepterede.  

Dermed fik hun både mulighed for at præsidere over det omstrukturerede britiske territorie, men også at sætte handling bag endnu en af sine visionære initiativer, Frelsens Hærs tilbagevenden til en række østbloklande, hvor den tidligere havde virket. General Eva ledte Hæren tilbage til Østeuropa, hvor arbejdet blev genetableret i det tidligere Østtyskland, Czekoslovakiet, Ungarn og Rusland.

General Eva Burrows blev hædret på mange måder under sin verdensvide rejse, ikke mindst ved modtagelsen af en række æresgrader.  

På Australia Day (Australiens nationaldag) den 26. januar 1986 blev hun tildelt the Officer of the
Order of Australia - AO
(Australsk orden), med følgende begrundelse: ”I anerkendelse af den humanitære og åndelige tjeneste i samfundet og for social retfærdighed som Frelsens Hærs verdensleder.” På samme dato i 1994 blev denne hæder opgraderet til ordenen, Companion of the Order of Australia (AC), med en tilsvarende begrundelse. I 1988 blev hun æresdoktor for Liberal Arts ved Ewha Womans University i Seoul, ligesom hun blev tildelt en Honorary LLD ved Asbury University i USA i 1988. I 1993 blev hun æresdoktor i filosofi fra sit alma mater, universitetet i Queensland. I januar 2001 modtog hun en Centenary Medal (australsk hundredeårsmedalje) for tjenesten i det australske samfund.

Det var imidlertid gennem sin villighed til at tilbringe tid med mennesker uanset deres status, at general Burrows af mange blev kendt som ”folkets general” – en titel, hun ikke søgte, men værdsatte højt. Mennesker var Eva Burrows passion. Hendes interesse i mennesker i alle samfundslag var ikke en professionel tillært egenskab. Det var en integreret del af hendes natur. Når hun havde mødt et menneske, havde hun aldrig vanskeligt ved at genkalde sig vedkommendes navn, ansigt, familiesituation flere år efter.

I sin biografi, Eva Burrows Getting Things Done, skrev Wendy Green: “Hun behøver kun at møde folk en enkelt gang, så ved hun alt om dem. Hun genkender dem og placerer dem i den rette kontekst. Da hun blev valgt til general, modtog hun et telefonopkald fra en tidligere lærer, Mr Adsett, en af sine skattede skikkelser. Efter næsten 50 år genkendte hun umiddelbart hans stemme. Når det kommer til at erindre steder og personer er hun i stand til at sætte de fleste til vægs.” Eva Burrows mistede aldrig den passion for mennesker, og heller ikke evnen til at huske dem.

General Burrows passion i sit offentlige virke var at forkynde Kristus. Dette kom ud af hendes egen personlige oplevelse af ham, hvilket hun beskrev på følgende måde: ”Mit livs fokus og dynamik er Jesus Kristus. Jeg vil løfte Kristus op og udfordre alle salvationister til at overgive sig til Kristus. Det vil gøre dem til kraftfulde vidner for ham i verden i dag.” Ved en anden anledning erklærede hun: ”Jeg forkynder ikke kristendom. Jeg forkynder Kristus som en levende frelser.”

Dr. Billy Graham, som general Burrows havde en nær relation til, sagde om hende: ”General Eva Burrows er ubetinget en af de mest respekterede og indflydelsesrige kristne ledere i vor tid. Hun er også en person med stor hjertevarme, uselvisk medfølelse, en usædvanlig vision og dyb åndelig hengivenhed. Hun personificerer den åndelige hengivelse og indvielse, der ledte til Frelsens Hærs oprettelse ved William og Catherine Booth for mere end 100 år siden.

General Eva Burrows gik på velfortjent pension i juli 1993, men uden at sænke tempoet. Hun opretholdt et travlt program med internationale rejser, og mellem disse kunne man finde hende på sin plads blandt de aktive soldater i Frelsens Hær i Melbourne, Australien. Ikke kun som mødebesøgende om søndagen, men engageret blandt unge hjemløse i løbet af ugen, samt som bibelunderviser – ved at være det, hun altid har været – en god Jesu Kristi soldat. I tillæg til dette var hun med i bestyrelsen for the International Bible Society fra 1995 til 2005.

I de seneste måneder begyndte Evas fysiske kræfter at aftage, men hendes mentale skarphed, hendes åndelige styrke og hendes ukuelig indstilling forblev usvækket. Helt til det sidste på hendes jordiske rejse var Eva en forunderlig rollemodel og en inspiration for alle, der havde det privilegium at dele livet med hende.

Vi takker Gud for general Eva Burrows liv og den indflydelse hendes tjeneste i Jesus navn fik på så mange mennesker udover verden. Vore tanker og bønner omfatter hendes familie og venner.

General Eva var ud af en børneflok på ni. Forældrene var de senere majorer Robert og Ella Burrows. Foruden en søster, Margaret Southwell, der fortsat lever, havde Eva mange nevøer og niecer, der alle betød meget for hende.

Vi lader hendes officielle levnedsskildrer, den senere major Henry Gariepy få de sidste ord: ”General Burrows, du skilte dig ud fra din generation som en af de største ledere i Frelsens Hærs historie, en visionær leder, der førte Hæren til områder, den ikke tidligere havde vovet at gå.”

Salvationister rundt om i verden vær sammen med mig om at ære mindet efter vor store leder i en moderne tid, general Eva Burrows, Guds gode og tro tjener.




 


Kommende arrangementer

d. 17. til 24. Feb 2019

24/7 BØN


d. 23. Feb

NUR


d. 25. Feb

Familiearbejdets dag


d. 01. til 03. Mar 2019

Forvandlet


d. 01. Mar

Kvindernes int. Bededag



 

 

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org | Privatlivspolitik